Vedtægter og husorden
Vedtægter: Se www.ejendomsinfo.nu
Husorden for Andelsboligforeningen St. Thorlakshus
En Andelsboligforening er et miniature-samfund. Beboerne bliver mere eller mindre afhængige af hinanden - man bliver fælles om mange ting, og det er derfor naturligt at opstille visse almindelige regler for at medvirke til et godt klima blandt beboerne. Reglerne i denne husorden er fastsat både for at beskytte beboerne og ejendommen. Det skaber tryghed og tilfredshed, hvis alle forstår nødvendigheden af at tage hensyn til hinanden, samt at holde ejendommen og friarealerne i pæn stand og dermed boligafgiften lavest muligt.
Gentagne overtrædelser af husordenen kan medføre eksklusion af foreningen. For lejere ophævelse af lejemål.
§1 Benyttelse af lejligheder
Stk. 1 Husdyr: Det er forbudt at holde dyr i ejendommen uden Bestyrelsens skriftlige tilladelse. Bestående rettigheder om husdyrhold kan ikke bortfalde førend dyrets død.
Stk. 2 Støj: Vaskemaskiner og andre tekniske hjælpemidler skal installeres og bruges således, at de ikke ved støj, eller på nogen anden måde, er til gene for ejendommen eller dens beboere. Brug af vaskemaskiner, boremaskiner og andet støjende værktøj må ikke finde sted mellem kl. 20.00 og 07.00, i weekender og på Helligdage dog ikke mellem kl.18.00 og 10.00.
Musik, sang og støjende adfærd må IKKE foregå på trapper, gange og anden til fælles afbenyttelses arealer i ejendommen. Det må heller ikke i lejlighederne være af en sådan styrke og varighed, at det er til gene for de andre beboere.
Stk. 3 Affald: Køkkenaffald anbringes i containerne i gårdene. Papir, aviser og telefonbøger anbringes i papircontainerne. Ved storskrald kontakt da vores varmemester Leon (se opslag i opgangene).
Stk. 4 Opvarmning og udluftning: Af hensyn til ejendommens sundhed henstilles beboeren til at holde en rumtemperatur på min. 16 grader C. I vinterhalvåret må radiatorens ventiler aldrig være lukket helt til.
Der bør dagligt luftes grundigt ud, så fugtskader i lejligheden undgås.
Stk. 5 Paraboler eller andre antenner må IKKE opsættes på altaner eller andre steder på ejendommen.
§2 Benyttelse af fællesarealer og gården
Stk. 1 Tørring af tøj: Der er mulighed for at tørre tøj på de fælles tørrestativer i gårdene eller på tørrelofterne Da vi er mange om at dele dem, opfordres du til ikke at have dit tøj hængende længere end højst nødvendigt.
Stk. 2 Hoved og køkkentrapper: Disse må ikke benyttes til opbevaring og henstilling af affald og div. ting og sager pga. fare for brand (frie flugtveje) og for at lette rengøringen af vores trapper. Dette gælder ligeså for tørrelofter og kældergange. Ring eller giv vores varmemester Leon besked hvis der er ting du evt. vil have fjernet eller hvis du er i tvivl.
Der skal vises hensyn under transport af møbler o. a. der kan skade vægge, lofter m.m.
Stk. 3 Vinduer: Beboere der åbner vinduer på trappeopgange, lofter, tørrekældre og andre steder, skal huske at få dem lukket igen.
Stk. 4 Cykler og barnevogne: Disse må IKKE henstilles på ejendommens trapper, opgange eller porte. Der henvises til stativerne i gården og til cykel/barnevognskældrene.
Det blev endvidere ved generalforsamlingen den 18. april 2005 vedtaget, at det er forbudt at ryge på hovedtrapperne.